Da krigen kom til Vandløse

Den 10. december klokken 22.10 om aftenen lettede Halifax BB378, en 27 tons tung bombemaskine, fra Tempsford Airbase i England. Flyvningen havde været udskudt i ugevis, men denne aften var det fuldmåne og sigtbarheden god. Ud over besætningen på 8 var også danskeren Flemming Muus om bord. Han var chef for den danske afdeling af S.O.E., (Special Operations Executive), en hemmelig tjeneste hvis formål var at understøtte modstandsbevægelser i de besatte lande. Med sig havde han tophemmelige planer for organiseringen af den danske modstandsbevægelse, der efter folkestrejke og regeringens afgang i august samme år, var begyndte at spille en større rolle.

Det var en erfaren besætning med mange succesfulde flyvninger over det besatte Europa bag sig. Opgaven denne nat var at kaste Muus ned med faldskærm ved Gyldenløves Høj, hvor modstandsfolk ventede ham. Flyet skulle derefter fortsætte mod Tissø og nedkaste våbencontainere ved Kattrup Gods for derefter at returnere til basen i England.

Flyet fløj i lav højde over Nordsøen, og kom ind over Nissum Fjord. Trods alle forholdsregler var flyet tidligt blevet opdaget af tyske radarstationer, og 3 tyske natjægere af typen Ju88 blev sendt på vingerne fra Kastrup Lufthavn.

Det engelske flys pejlemærke var Valsølille sø, som er nemt at kende fra luften med sin karakteristiske hjerteform. Lige nord for søen, hvor der i dag golfbane, ventede et dansk modtagehold. Muus gjorde sig klar til at springe. Pludselig blev flyet beskudt af de tyske natjagere, og Halifaxens agterskytte begyndte at besvare ilden. Kampen varede nogle minutter. En motor på Halifaxen brød i brand, det brændte i flyet, og det blev hurtigt klart, at det var nødvendigt at nødlande.

Det brændende fly mavelandede på en pløjemark ved Bonderup Gods, cirka 10 km i luftlinje fra Gyldenløves Høj. Klokken var nu lidt i 2 om natten. Mirakuløst reddede alle sig ud af flyet. Det gjaldt om at komme væk hurtigt, for våbencontainerne, der skulle have været kastet ud senere, kunne eksplodere når som helst. Alt unødvendigt blev kastet ind i det brændende fly, og besætningen delte sig i to grupper og forsvandt i natten. Flemming Muus gik alene og ville forsøge at komme til Tystrup, hvor han håbede at finde en modstandskontakt.

Først gik Muus de få hundrede meter over til Bonderupgård, som han til sin forundring fandt helt mørklagt og stille – på nær en hund, som gøede voldsomt. Han valgte at gå igen og lede efter et andet sted at skjule sig. Han gik over nogle marker og sprang over en grøft (Åmose å), og kom så ad en markvej til et lille husmandssted (i dag Vanløsevej 33). Her boede familien Frederik og Karen Jensen med deres voksne søn Vilhelm.

Familien i Vandløse Huse havde stået i soveværelset og set flyet nødlande på marken halvanden kilometer derfra. De så flammerne slå op, og Karen tænkte på ”de stakkels mennesker, der ligger deroppe og omkommer”.

Tyve minutter efter styrtet, så de en mand komme gående i måneskinnet op langs markvejen bag ved huset. Det var Muus, og han bankede på og spurgte, om de ville skjule ham. Efter lidt rådslagning blev de enige om at, at han kunne ligge på loftet i et lille udhus. Hvis familien fik uventet besøg var det nok bedst, han ikke var i selve huset. Selvom Muus fik nogle tæpper med, lå han og frøs. De dage var det 15-20 minusgrader. Tæerne var følelsesløse, og han turde ikke sove, hvis tyskerne pludselig skulle komme. Han lå med en ladt pistol, røg 50 cigaretter og havde en cyankaliumpille parat, hvis han skulle blive pågrebet.

Oppe ved ulykkesstedet var tyskerne nået frem og havde afspærret stedet. Eftersøgningen var i fuld gang, og der blev spurgt i mange huse, men der kom aldrig nogen og spurgte på den side af åen.

Om lørdagen gik Frederik Jensen hen til sognerådsformand Johannes Buhl, som boede i Vandløse, for at få råd. Buhls råd var ”først og fremmest at tie stille”. Først søndag morgen kom Muus ned fra loftet og kunne gøre sig i stand i huset. Han fik en cykel og begyndte turen sydpå mod Sorø. I adstadigt tempo passerede han flere tyske patruljer, og undrede sig over, at ingen syntes det var mærkeligt at møde en cyklist uden overtøj en hård frostdag.

Muus nåede frem til adressen ved Tystrup, men fandt ingen hjemme. I stedet cyklede han tilbage til Sorø, hvor han fik billejlighed til København. Her kom han i kontakt med sit netværk, hvor han siden indtog en nøglerolle i organiseringen af den danske modstand.

Om besætningen på flyet skal kort fortælles at den ene gruppe på 5 blev pågrebet af tyskerne på en gård ved Frederikssund og herefter sendt i fangelejr i Tyskland. Det andet hold på 3 var mere heldige. De kom ved en gård i Marup nord for Tølløse i kontakt med folk, som mente at kende nogen med forbindelse til modstandsbevægelsen. De blev hjulpet videre til Sverige og siden til England.

Besættelsesmagten vidste, at besætningen var flygtet, og få dage efter udsendtes en advarsel i danske aviser mod at hjælpe ”Tysklands Fjender”. Man opfordrede til anmeldelse, hvis man vidste noget, og ”Hjælp ydet til Soldater fra fjendtlige Magter (f.eks. nedskudte fjendtlige Flyvere)” ville blive straffet ”med strenge Straffe, evt. Dødstraf”.

Det var derfor ikke uden risiko, at familien Jensen i Vandløse Huse og andre valgte at hjælpe. Andre fulgte besættelsesmagtens anvisninger, enten af frygt eller af sympati.

Både lokale hjælpere og de involverede modstandsfolk modtog efter krigen hædersbevisninger fra England og USA for deres indsats med at hjælpe flyverne fra nødlandingen på Bonderupgaards mark. Alle i husmandsstedet i Vandløse Huse fik anerkendelse i form af et ”diplom af 5. grad” (den næsthøjeste udmærkelse).

Flystyrtet i 1943 ved Bonderup er tidligere omtalt i artikler i flere aviser, blandt andet i Folketidende Ringsted 1959 og siden i Dagbladet 1979. Denne tekst gengiver i store træk indholdet i disse artikler, men er også baseret på research af Jan Christensen. Se hjemmesiden www. halifaxbb378.dk.

Ovenstående har været bragt i foreningens blad nr. 8, november 2020.