Erindringer fra Åmosehusene

Det meste af det, jeg skriver ned her, havde jeg allerede skrevet i året 1900 ovre i Iowa, men da alt er bortkommet for mig, så forsøger jeg nu igen.

Mit fødehjem og første barndomshjem
Jeg er født ude på Åmosen den 15. september 1878. Her boede jeg så mine første barndomsår. Vi rejste først derfra 1887, da jeg var 8 1/2 år gammel.
Jeg glemmer aldrig mit fødehjem derude på den store mose. Der hvor Damhusgrøften sig slynger frem, der ligger det som en yndig rose. Ja, rose er nu for meget sagt, for havde det været nu i vor tid, så var det ganske bestemt blevet forbudt som menneskelig bolig. Huset ligger der endnu, men der er kun grundstenene tilbage (i 1955). Huset var opført af klinede vægge beklædt med halm. Der var kun en stue, som gik tværs gennem huset. Der var lergulv, og væggene var hverken malet eller tapetseret. I den ene side stod 2 senge, en himmelseng og så en almindelig seng. I himmelsengen lå far og mor og så min yngste broder, Lars, i den anden seng lå farmor, Hans og mig, og i slagbænken lå så min broder Jens Peter. Stuen var midt i huset. I den ene ende var så det, der skulle hedde køkken. Det var et temmelig stort rum. Her var den store, åbne skorsten, og herfra skulle der også fyres i bilæggerovnen.

Der var ikke noget komfur, men et åbent, muret ildsted med en trefod, som gryden stod på, og så var der et lille rum, som var til spisekammer. Gulvet i det hele var sten, som var samlet op ude på marken. I den anden ende på huset var så et rum til ko, gris og tørv. Møblementet inde i stuen var, foruden de 2 senge og slagbænken, en dragkiste, en rigtig kiste, et bord samt nogle få stole, og så, ved hver side af bilæggerovnen, mors og farmors rokke.
Huset tilhørte en gårdmand Søren Larsen, hvor far var husmand i 14 år. Jeg ved ikke, hvad gården hed, i den tid havde gårdene ikke noget navn. Nu bliver den kaldt ”Snusgården”, det er vel nok et øgenavn. Der hørte et vænge til huset på 6 skæpper land, og for dette måtte far gøre 28 arbejdsdage om året. Vi havde altid en ko. Huset ligger, hvor vejen går ud til moserne, og her havde vi græsningen. For dette måtte far gøre slådage. Han var jo ellers fast husmand på gården, men han fik aldrig penge, han fik naturalier. De 28 dage skulle han i høsten, og når så høsten var forbi, så stod han på loen og tærskede med plejl. Det hed at tærske til pund, så fik han sæd for det. Men så var der om sommeren indtil høst, der skar han tørv. Der skulle han først skære til gården, det hed at skære til hælvten. Det vil sige, at far skar tørven og passede den, og så delte de halvt, så vi havde jo altid brændsel nok. Brænde kendte vi jo kun, hvad far ryddede ude på mosen. Det var kun pil og vidjebuske. Huset var som sagt med klinede vægge, og der husker jeg engang, vi fik sådan et vejr fra nordøst med sne og sjap, da smeltede den ene halvvæg lige ud for farmors og min seng. Der blev så stoppet et knippe halm i, det var lige udfor, hvor jeg lå, jeg måtte så over i slagbænken hos Jens Peter.
Der har engang været teglværk på Bodal. Der var jeg med far for at få brokker til at mure halvvæggen op med. Teglværket var nedlagt dengang, men der var lidt sten tilbage. Jeg husker godt, at far gik og så på de andre sten, der var tilbage, og da vi så kom hjem, så blev der holdt råd, og gulvet blev målt både på kryds og på tværs, og resultatet blev, at vi måtte til Bodal igen, og så fik vi lagt stengulv i stuen, det vil sige: kun over til sengene. Det var da ikke nødvendigt, at der var stengulv under sengene.
Det var vel nok mægtig fint, når der så blev strøet strandsand på oppe fra Hans Bruuns banke, og så blev der samtidig gjort hovedrengøring, det vil sige, at sengene samt slagbænk og kister blev trukket ud på gulvet, og så blev væggene kalket, og far kom hjem med ren rughalm, der blev lagt i sengene. Den omgang tror jeg nok, stuen fik 2 gange om året. Jeg husker også, at koen stødte væggen ind, det var lige, hvor far og mor havde deres seng. Vi syntes jo, at det var vældig sjovt, men også den blev muret op.

Ovenstående er uddrag af begyndelsen af Fritz Christensens erindringer og har været bragt i foreningens medlemsblad nr. 7, august 2020.