Kogekonerne i Stenmagle
Birthe M. Jensen, født på Stenmaglevej 21, fortæller
Emmy Petersen var den første kogekone, jeg husker. Da var jeg ca. 4 år – i 1945. Hun boede sammen med sin mor, Trine i et pænt rødstenshus med en stor grund på Stenmaglevej. På hver side af huset var der stor urtehave, hvor der blev dyrket kartofler og andre grøntsager, jordbær, frugtbuske og frugttræer. Udbyttet blev solgt til beboerne i nærheden. Der var også en pæn prydhave, alt var passet og i orden, meget sirligt, af mor og datter.
De havde ikke telefon, så når der var brug for Emmy, blev der ringet til mit hjem på partstelefon 58 u, om vi ville give besked til Emmy om at ringe dem op, så de kunne aftale, hvornår Emmy skulle komme og lave mad. Ofte var det mig som blev sendt hen med besked. Så kom hun og lånte telefonen og betalte et ganske lille beløb; måske fik jeg et bolsje.

Emmy lavede mad i mit hjem til festlige lejligheder (vi 4 søskendes konfirmationer, fars 50 års fødselsdag 1950, vore forældres sølvbryllup 1953). Emmy havde en stor taske med alle mulige redskaber, som flittigt blev brugt. Jeg var meget optaget af at se hele processen og det fine resultat. Måske fik jeg lov at smage, men skålen blev ellers skrabet fuldstændigt ren med en bakkelit dejskraber, plastik var knap opfundet? Et par gange om året var der middag for venner og bekendte, hvor der blev serveret en 3 retters menu med diverse vine: Sauterne-rødvin- madeira, men ellers var det øl, sodavand på søndage og helligdage samt snaps til jul og påskefrokost. De første år under og efter krigen var der rationering. Sukker og kaffe var rationeret indtil 1953. Da var det svært at få fødevarer og få dem til at slå til, men kogekonerne formåede at få noget ud af lidt. Der blev lavet detaljerede indkøbslister, så der var tænkt på alt. Emmy cyklede rundt. Om vinteren blev hun hentet og bragt af dem, som havde bil. Emmy rejste fra Stenmagle efter sin mors død, ca 1958. Hun blev ansat på Kolonien Filadelfia i Dianalund i Gæstekøkkenet, som hun ledede i mange år. Jeg traf hende flere gange i årene 1980-90.
Ketty Skjoldemose, der også boede på Stenmaglevej arbejdede meget sammen med Emmy, og efter Emmys bortrejse, tog Ketty selv ud som kogekone. Hun kom længere omkring, da hun havde bil. I 1991 lavede hun mad til min 50 års fødselsdag for 30 gæster. Da var hun i 70’erne. Kendetegnet for begge kogekoner var deres passion for god veltillavet mad, helt fra bunden, og deres sans for detaljer, anretning og pynt; sirlige, arbejdsomme, venlige. Når de forlod arbejdet, var alt i den fineste orden.
Artiklen er bragt foreningens medlemsblad maj 2019