Paa Marken her skal der have ligget een, maaske to Stendysser

Af Gert Lidsmoes

Stenmagle i dyssernes tid
Det som alle kan se, og som ethvert barn kan genkende, er dog stendysserne, stenalderbondens benhuse, som ligger spredt i landskabet, på mark, i skov og i private haver.

Byggeriet af dysserne begyndte i bondestenalderen omkring 3500 f.Kr., og i de følgende århundreder byggedes i tusindvis af dysser i Danmark. Dysserne lå nær bygdens huse og marker – og ofte tæt på vand. De var ikke kun grave for bygdens døde, men angav formentlig også slægtens ret til landområdet, de dyrkede marker, som gradvist fortrængte skovlandet. De er runddysser med et enkelt kammer og langdysser med flere kamre. Mange dysser står i dag med synlige sten, men de har typisk været dækket af jord og brugt gennem mange år til genbegravelser. Det vil sige, at de døde først har været et andet sted, og først senere lagt i dyssen. Det er et påfaldende, at det ofte kun er dele af skelettet, som er blevet genbegravet. Der har formentlig gået komplicererede ceremonier forud for den afsluttende genbegravelse.

Kun få dysser tilbage
Det antages, at der i dag kun er cirka 10-20 % af den oprindelige mængde dysser er tilbage i landet. I hele Danmark findes knapt 2.000 stendysseanlæg, men det skønnes at der har været 30.000 eller flere. De fleste af dem blev fjernet i forbindelse med opdyrkning af landet, opførelse af bygninger, vejbroer mm. For eksempel lå i Stenmagle en dysse (kortets nr. 17), som i 1842 blev fjernet og ”3 store Stene”, brugtes til Bygningen af Stenmagle Mølle”. Ved de store landbrugsreformer fik bønderne en personlig økonomisk motivation, og det satte fortidsminderne under pres. Vandhuller blev jævnet med fyld fra gravhøje og stengærder blev sat med sten fra dysser osv.

I de sidste årtier af 1800-tallet rejste folk fra det, vi i dag kender som Nationalmuseet rundt i Danmark for at registrere, hvad der var tilbage. Ofte var det kun erindringen. Således måtte en museumsmand i 1882 nøjes med at notere, da turen var kommet til Vandløse, at ”En gammel Mand mente at der havde staaet en Dysse med store Stene i Loddens nordvestre Hjørne”. Desuden blev der ved Troldhøjgård, også i Vandløse, noteret, at ”Paa Marken her skal der have ligget een, maaske to Stendysser”. (kortets nr. 135). Det er i øvrigt interessant, at en af Vandløses tre vange syd for byen fra markfællesskabets tid kaldtes ”Dyssevang”.

Fredningen
Man registrerede således både synlige anlæg og efterretninger om, hvad folk kunne huske om fjernede dysser. Enkelte af de 13 fredede dysser i Stenmagle Sogn er tinglyst til fredning allerede i slutningen af 1800-tallet, hvor jordene flere steder i sognet hørte under Sorø Akademi. Men fredningen måtte ske med lodsejers tilladelse, så de fleste steder tog det først fart i 1937, hvor der indførtes en generel fredning af fortidsminder. I Stenmagle sogn er der er underretninger om en snes dysser, som nu er væk eller meget lidt tilbage.

Der er flest dysser syd i sognet
Det er påfaldende, at næsten alle dysser ligger eller lå i sognets sydlige ende, især i Ostrup, Nyrup og Kyringe. Forklaringen er naturligt nok Åmosens udstrækning i bondestenalderen. På nær en enkelt dysse ved Engkrogen nord for Stenmagle By (Kortets nr. 4), findes ingen dysser i sognets nordlige del. Det samme gør sig gældende for store dele af Stenlille og Undløse sogne

Åmosens opland, skovlandet mellem mosen og søerne ved Gyrstinge og Haraldsted blev fortrængt og marker taget i brug, men skoven vendte nogle steder tilbage, og tog markerne tilbage.
I midten af 1600-årene udarbejdede kartografen Johannes Mejer et Danmarkskort til Frederik III, og selvom Sjællands åer ligner floder, antages kortet at være nogenlunde troværdigt. Med et vist forbehold ser man et landskab, som stadig er præget at den store moses udstrækning, men også skovrige områder syd for sognet. På Videnskabernes Selskabs kort fra 1771 ses St. Bøgeskov, St. Enemærke og Nordskoven som et næsten sammenhængende område. Det kan jo tænkes, at de mange dysser i Stenmagles sydlige del har ligget længere tid i uopdyrket land, og derfor ikke ligget i vejen?

Hvad er der tilbage?
Det er meget forskelligt, hvad der er tilbage af dysserne. For de fredede dyssers vedkommende spænder de fra jordfrie anlæg med intakte randsten og måske en dæksten, til en gruppering af sten i jordoverfladen, der kræver et trænet øje at lokalisere. Ofte er dysserne for længst gennemgravede og tømt for indhold. Enkelte er måske endnu ikke forstyrrede. For de sløjfede dyssers vedkommende gælder, at de netop er sløjfede, og der intet (synligt) er tilbage.

De fredede fortidsminder tilses af lokale museer, og man har de seneste år øget besøgsfrekvensen. Myndighederne ønsker i princippet oldtidshøje friholdt for træer og buske, men mange steder fremstår højene som træbevoksede biotoper rundt omkring på markerne. Fredningszonen er 2 meter, men ofte er der eksempler med for tæt pløjning, opdyngning af marksten og forskelligt affald på fredningsområdet. På enkelte høje finder man en såkaldt fredningssten, som angiver, at det pågældende fortidsminde er fredet ved frivillighedens vej før fredningslovens ikrafttræden 1937.

Fund og Fortidsminder
Man kan finde alle registreringer gennem tiden på Slots- og kulturstyrelsens hjemmeside ”Fund og Fortidsminder” http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder. Man kan både se, hvad der er fredet samt efterretninger om enkeltfund af fx redskaber. De fleste registreringer af dysser i Stenmagle-området er foretaget i 1877 og 1882, men der kommer også nye til fx i forbindelse med mark- og havearbejde. Således er de seneste registreringer indtil videre fra 1992.

På ”Fund og Fortidsminder” er det også muligt at finde oplysninger om alle øvrige fund af fortidsminder i sognet (og alle andre steder). Disse enkeltfund er også markeret med en blå prik og spænder fra ældste jægerstenalder til middelalder. Detektorsøgning har øget antallet af metalfund lægger sig i naturlig forlængelse af oldtidsfundene.

Ovenstående har været bragt i foreningens blad nr. 8, november 2020.